top of page

ANMELDELSER:

 

BOGBLOGGER.DK - CLAUS HENRIKSEN

Vi er nået til D i Lars Thomassens alfabetserie, og standarden falder ikke det mindste. Faktisk går det den modsatte vej. Vi lærer hovedpersonerne bedre at kende, og vi begynder at fornemme, hvordan han som forfatter tænker og arbejder. Det stiller også større krav. Og det skal Thomassen tage som en kompliment.

I ”Døden vinder altid til sidst” er sagen mindst lige så skræmmende, som i de foregående tre bøger i serien. En ældre dame findes død i sin lejlighed i Esbjerg. Det er der i og for sig ikke noget odiøst i, men denne gang finder politiet også en seddel med noget, der kun kan betegnes som en meget kryptisk besked. Blandt andet indeholder den nogle tal, der indikerer en beregning af en værdi. Det er nok til, at den lokale ugeavis skriver en artikel om dødsfaldet, og at politiet derefter sætter en efterforskning i gang, og den afslører, at der i den døde kvinde er en ualmindelig høj mængde af stoffet digitalis.

Digitalis kan i mindre mængder bruges som medicin, men her er indholdet meget større. Og snart begynder holdet at kigge på andre dødsfald, der er sket blandt ældre og konstaterer, at det seneste absolut ikke er det eneste, hvor digitalis er brugt som mordvåben. Men hvorfor? Hvad kunne dog få nogen til at udvælge ældre og skrøbelige mennesker som mordofre. Ja, det er nu op til Iben, Asger og resten af holdet at finde ud af.

Historien er fremragende. Den er også tidssvarende, idet der for tiden politisk bliver spekuleret i, hvordan vi skal have råd til at tage os af det stigende antal pensionister, der samtidig bliver ældre, end de gjorde for blot 30 år siden.

Og så er den godt komponeret. Vi forstår den; tempoet er godt, og handlingen fanger. Jeg var i hvert fald meget spændt på at nå frem til afsløringen.

Men som jeg indikerede, så stiller alt dette også øgede krav. Og kære Thomassen, tag det som en positiv kritik. Det kan gøre dig endnu bedre i de næste bøger. Det generer mig nemlig en smule, at alle personerne i bogen taler på samme måde. At en person bruger ord som ’denne’ og ’dette’ kan være et karaktertræk. Men når alle bruger de samme ord, så er det en missed opportunity, synes jeg. Forskelligt sprogbrug kan nemlig være med til at tegne figurerne endnu skarpere op. Og her er der en lille smule at arbejde med. Jeg vil igen gerne understrege, at der blot er tale om et godt råd her. Og at jeg overhovedet lægger mærke til det skyldes, at resten fungerer rigtig, rigtig godt.

Men uanset hvad, så er jeg klar og glæder mig allerede til den næste bog i serien.

LITTERATURHESTEN

Tredje bind i en serie. Kan han blive ved med at holde samme niveau som i de forrige? Ja! Det kan han. Jeg slugte simpelthen denne bog på ingen tid, det er simpelthen en perfekt sammensat krimi.
⭐⭐⭐⭐⭐/5

Ved første øjekast er plottet simpelt: En ung hjemløs mand forsvinder. Ingen tegn på noget kriminelt. Men, der er naturligvis absolut intet simpelt over det, når historien folder sig ud og vores hovedpersoner får dykket ned i sagen. Vi har med andre ord at gøre med en storslående og uigennemskuelig krimi med et gennemtænkt og modbydeligt plot.

For at gentage mig selv: Plottet var fuldstændig uigennemskueligt – jeg kunne godt fornemme, hvor det bar henad, men jeg kunne bare ikke regne ud, hvordan og hvorledes. Samtidig med at det egentlig gik stille og roligt, og vi kun fik serveret små detaljer ad gangen, så blev den simpelthen så nervepirrende og spændende at læse.

Iben og Asgers forhold udvikler sig, og der sker heldigvis mere for dem i denne bog. Jeg elsker at følge dem for de er bare ikke som alle andre. Jeg er godt nok spændt på, hvordan det kommer til at udvikle sig, for på en eller anden måde føler jeg, at de er lidt et umage par.

Heldigvis er dette en serie og heldigvis er der mange bogstaver i alfabetet, for denne serie må bare ikke slutte!

I juni udkom nr. 4 i serien D – Døden vinder altid og i august læste jeg, at Lars har skrevet første udkast til E færdigt 👏🤩. Har du ikke læst dem endnu? Så fortvivl ikke, du kan hurtigt nå at indhente det og være klar til E, for jeg lover dig, er du til krimier, vil du sluge disse bøger!

Tusind tak Lars for at sende mig bogen!

/Tanja

PS. bemærk forsiden, det er så smuk og så skræmmende på én gang

BOOKBESTIES.DK

Er der noget bedre, end når én af ens yndlingsforfattere sørger for at få skrevet sine bøger i et hurtigt nok tempo til, at man ikke når at få abstinenser? Lars Thomassens alfabetserie røg ind på min top 10-liste over bøger, jeg bare SKAL læse, så snart de udkommer, og derfor er det en kæmpe fornøjelse, at de udkommer i en lind strøm.

Serien handler om politikommissær Iben Brahms og politimand Asger Hartvig, som har kendt hinanden næsten hele deres liv. De har for nyligt, efter mange års tiltrækning, besluttet sig for at give kærligheden en chance, og det er ikke helt uden udfordringer, da Iben er Asgers chef. Da den ældre dame, Elsa Larsen, bliver fundet død under mistænkelige omstændigheder i sit hjem i Esbjerg, bliver Ibens team RET (Rejsende EfterforskningsTeam) kastet ud i opklaringsopgaven, og de finder hurtigt ud af, at der er langt mere på færde end først antaget. Er der mon en dødsengel på færde i Esbjerg? En der går efter de udsatte ældre?

Samtidig med at RET har travlt med at forbinde de efterhånden mange dødsfald blandt Esbjergs ældre befolkning, går Asger gennem sin helt egen livskrise. Han bærer rundt på en gigantisk hemmelighed, som han ved, han er nødt til at fortælle Iben om, før det slår en stor kile i deres forhold. Iben kan mærke, der er noget galt, og er enormt frustreret over den manglende åbenhed i forholdet, men Asger ved ikke, om kærligheden kan tåle sandheden, og tyr til det eneste, der kan få tankerne på andre veje.

’D - Døden vinder altid til sidst’ er fjerde bog i serien og er nok den mindst bestialske af bøgerne. Jeg kunne godt mærke undervejs, at jeg savnede lidt af det makabre element, som de tidlige bøger leverede, men Lars Thomassen leverer stadig en spændende krimi, som er læst, inden du får set dig om. De forskellige karakterer i RET fik ikke så meget plads i denne historie som i de tidligere bøger, hvilket jeg savnede lidt, da Lars Thomassen er knivskarp til at levere karakterer, jeg har lyst til at vide mere om. Når det er sagt, er det her krimi på højt niveau, og jeg glæder mig allerede til at se, hvad Thomassen finder på næste gang. Fortsættes👇🏻Karen

LEKTØRUDTALELSE

Dette er endnu et velskrevet bind i serien om kriminalkommissær Asger Hartvig og hans makker Iben Brahms. Denne gang er bogens handling koncentreret omkring ældrepleje og hvordan vi behandler de svageste i vores samfund. Bogen består af korte kapitler, og miljøet er tydeligt dansk og lokalt. Serien bør læses i rækkefølge pga. den fortløbende personhistorie 

WIGDISMARIA

Elsa Larsen, en søt eldre dame blir funnet død I sitt hjem i Esbjerg. I første omgang, hun var godt opp i årene, trodde man det var et naturlig dødsfall, men i ettertid viser det seg å være mord. Og drapsalarmen går i Esbjerg.
Når Asger og Iben ser på saken oppdager de til sin forferdelse , at flere eldre mennesker har blitt forgiftet med den vakre planten revebjelle.
Sammen med etterforskningteamet begynner de å nøste opp mordene. Det er klart flere likheter mellom offerene. De er alle gamle, syke, har kreft og venter på plass på et aldershjem. De er samfunnets sårbare gruppe. De har alle hatt besøk av en hyggelig dame fra kommunen!!
Bedre enn dette blir det ikke.!
Det har vært en fornøyelse å bli kjent med Lars Thomassen.

Anbefales på det sterkeste
🖤🖤🖤🖤🖤🖤

LIVET_PAA_OLOF

”D – Døden vinder altid til sidst” er fjerde bog i Lars Thomassens hæsblæsende Alfabetserie om efterforskeren Asger Hartvig - en pageturner, der med garanti vil holde dig vågen til langt ud på natten. 📖🌙

Endnu en god bog fra forfatterens side, og jeg fristes til at kalde den for den hidtil bedste i alfabet-serien. Jeg var virkelig godt underholdt og fanget fra start til slut og slugte bogen. Det er imponerende, at Thomassen bare fortsætter med at levere den ene gode bog efter den anden og så i et relativt hurtigt tempo. 📚💨

Hvad med dig, har du læst Lars Thomassens alfabet-serie? Hvorfor, hvorfor ikke? 🤔

Er du endnu ikke hoppet med på vognen, kan jeg opfordre dig til at kaste dig over Alfabetserien, hvis du er til spændende og velfortalte seriekrimier, hvor man følger de samme hovedpersoner fra bog til bog og følger deres personlige udvikling. 📚🚀

Når det så er sagt, kan ”D – Døden vinder altid til sidst” sagtens læses selvstændigt, men jeg vil opfordre til at starte med første bind – ”A – Mørket lyver altid”. Så du kender holdet bag RET, deres indbyrdes relationer og ved, hvad der hidtil er hændt dem. 📖

EMMAS BOGREOL

“D - Døden vinder altid til sidst” er endnu en velskrevet krimi i Alfabetserien. Og jeg håber virkelig, at serien fortsætter helt indtil Å, for jeg kan slet ikke få nok! D er lige så nervepirrende og uforudsigelig, som de forrige bøger i serien. Det er tydeligt for læseren, at den bygger på en grundig research og velovervejet sammensætning af handlingen.

KØB, KØB, KØB! Bogen udkommer i dag og er et must read sammen med de forrige bøger i serien, hvis man er ægte krimifan 🫶🏻

PS. Se billede to hvor jeg for allerførste gang, i hvert fald jeg ved af, er citeret på bagsiden af en bog 😍

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/5 stjerner.

GYSEREN.DK - JETTE HOLST

D – Døden vinder altid til sidst er fjerde bind i Lars Thomassens serie om Iben Brahms og Asger Hartvig. En serie der startede godt og stadig holder kadencen både i spænding, plottwists og udgivelseshastighed. Det er imponerende, at Thomassen kan blive ved med at skrive gode krimier i det tempo.

Denne gang bliver Iben og Asger sammen med resten af holdet i RET (Rejsende Efterforskningsteam) sendt til Esbjerg for at undersøge mordet på den 76-årige Elsa Larsen. I første omgang er spørgsmålet, hvorfor nogen har ønsket at dræbe en ældre skrøbelig kvinde? Elsa havde stort set ingen omgangskreds og var langt fra formuende.

Som gruppen dykker ned i sagen, finder de flere ofre. Men motivet til drabene er stadigt uklart. Ét er dog sikkert. Der er en seriemorder på spil…

D – Døden vinder altid til sidst udspiller sig i 2020, med enkelte kapitler der springer tilbage i tiden. Der fortælles i et højt tempo, hvor synsvinklen skifter mellem forskellige fortællerstemmer, så læseren holdes fanget. Som altid er Thomassen ekspert i at twiste plottet, bedst som man tror, at man har regnet det ud. Jeg faldt i hvert fald i endnu en gang.

Fokus er hovedsageligt på politiarbejdet fremfor Iben og Asgers privatliv, men der er dog et lille sideplot med Asgers søn, Oliver, samt naturligvis hemmeligheden mellem Asger og Iben. Historien byder også på et gensyn med den pensionerede politimand Kaj Brønds, som trofaste læsere kender fra Thomassens Vesterlund triologi. Og så lader Thomassen en bombe eksploderer på sidste side…

Med Alfabetserien understreger Lars Thomassen sit talent for gedigne, velskrevne krimier, der altid giver lige lidt mere end ren krimi. Hvor vi for eksempel i B – Se dig om ved alle døre gennem plottet fik indblik i nordisk mytologi og asatro, er det denne gang etiske problemstillinger i debatten om sundhedsvæsenet og ældreområdet, der driver historien. Jeg synes altid, at det er et plus, når man midt i underholdningen får lidt at tænke over, uden at det bremser fortællingens fremdrift.

Vi er som sagt nået til bind fire i serien, og i forbindelse med udgivelsen af bind tre C – Hviskende glansbilleder udtalte Lars Thomassen til Jydske Vestkysten, at den “…kommer til at fortsætte, indtil jeg synes, at jeg har skrevet den færdig. Om det så bliver til N, P, Å eller S er sådan set lige meget.” Hvis han fortsætter med at skrive som hidtil, kan jeg kun heppe på, at det bliver til Å.

Og er du endnu ikke hoppet på vognen, vil jeg opfordre til straks at kaste dig over Alfabetserien, hvis du er til spændende og velfortalte krimier.

BOGBJERGET - DORTHE BØTTGER

Vi er nået til D i alfabet serien fra Lars Thomassen. Og jeg må sige at der er stadig 100% fart over feltet. Ikke nok med at der render en seriemorder rundt, som ovenikøbet virker til at være kvinde (sjældent). Så kæmper Iben og Asger for deres forhold efter det voldsomme overfald fra Magnus Storm. Asger er ikke sig selv og gemmer på en hemmelighed, kan deres forhold holde til det?

Igennem hele bogen er der et godt flow, der er spænding, der er ikke mange ophold og der hviles stort set ikke, for denne morder skal findes! På trods af medie dækning og advarsler til mulige fremtidige ofre sker der stadig mord. Det er helt vildt forpustede at være et skridt bagud, og man sidder på kanten af stolen.

Bogen tager en helt særlig gruppe i sin hånd, og bygger en historie op heromkring og det synes jeg er fantastisk, og samtidig meget realistisk.
Jeg er meget begejstret, og jeg indrømmer gerne, jeg sidder allerede og venter på E. 😍

⭐⭐⭐⭐⭐/5

LAESELYSTEN.DK

Vi er i dag 5.969.774 indbyggere i Danmark iflg. DANMARKS STATISTISK

15,2%  af disse er borgere i alderen 70 - 99 år, den procentdel der af LÆSELYSTEN vurderes til, at være indenfor målgruppen der får hjemmepleje eller bor på plejehjem. 15,2% værdier, der har betalt deres skat, arbejdet, kæmpet for Danmark, født børn osv. osv.  Og disse 15,2% er nu tal i et arbejdsskema, hvor de som mennesker kan få 65 minutter til rengøring hver anden uge, og al anden pleje ligeledes gives i minutter. Empati, omsorg, samtale over en kop kaffe er ikke med i ligningen.

Da jeg selv i 1997-98 startede i hjemmeplejen, der var der opgaver hos borgerne, ikke minutter på et arbejdsskema. 

De politikkere der sidder på Borgen og på Rådhuset har også en alderdom i vente, glemmer de det?  Jeg krummer tæer og får kaffen galt i halsen.

Jeg ved, at forfatteren har mødt den mangel, beskrevet ovenstående, på nært hold, og det har været indgangsvinklen til D. 

 

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er fan af denne forfatter. Han fanger mig fra første linje, og holder mig fastklistret i sofaen, læsende indtil bogen er færdig.  Han skriver godt, ingen dikkedarer og fremmedord, der slår knude på tungen, og kapitlerne bindes godt sammen. 

Den garvede læser af forfatterens bøger vil nok opdage en lille finurlighed, jeg skal ikke spoile men ledetråden findes på s.17.

 

D er ikke så makaber som sine 3 forgængere, men det trækker ikke fra. Morderen overraskede mig, jeg havde slet ikke tænkt den vej, var i en helt anden retning, godt udtænkt. Og så er der det med slutningen, her fik jeg en knude i maven.... Kan ikke vente på E. 

Der er 28 bogstaver i alfabetet, minus 4 giver 24... 

 

"HVEM VIL TIL FEST UDEN KAGE?"

 

Læselysten giver 5/5 🌻🌻🌻🌻🌻

 

 

bottom of page