![](https://static.wixstatic.com/media/02208f_c7a91c74de82415bba0035a8eefc0592.jpg/v1/fill/w_1920,h_762,al_c,q_85,usm_0.66_1.00_0.01,enc_avif,quality_auto/02208f_c7a91c74de82415bba0035a8eefc0592.jpg)
![Topbaggrund.jpg](https://static.wixstatic.com/media/02208f_db058b7a96a6450cb0df214b82020f13~mv2.jpg/v1/fill/w_1808,h_1205,al_c,q_90,usm_0.66_1.00_0.01,enc_avif,quality_auto/Topbaggrund.jpg)
![Lars-3-farve-til-web.jpg](https://static.wixstatic.com/media/02208f_140dc39eefcb4a3fb1a6b76927d880a3~mv2.jpg/v1/fill/w_304,h_404,al_c,q_80,usm_0.66_1.00_0.01,enc_avif,quality_auto/Lars-3-farve-til-web.jpg)
Så er E - Forseglet i blod på gaden.
Det virker som om den er den mest populære indtil nu, så jeg er superglad.
F er på vej til redaktør inden længe og jeg er igang med at skrive løs på G.....Så glæd dig.
Links til artikler og andet sjov!
![Til hjemmeside Alfabetserien baggrund.jpg](https://static.wixstatic.com/media/02208f_57d54c1352524e74bc29b926ad7182cd~mv2.jpg/v1/fill/w_980,h_392,al_c,q_85,usm_0.66_1.00_0.01,enc_avif,quality_auto/02208f_57d54c1352524e74bc29b926ad7182cd~mv2.jpg)
![Baggrund nederst hjemmeside.jpg](https://static.wixstatic.com/media/02208f_9aa0eb1ea09d4afabbadf986c8ada474~mv2.jpg/v1/fill/w_980,h_1386,al_c,q_85,usm_0.66_1.00_0.01,enc_avif,quality_auto/02208f_9aa0eb1ea09d4afabbadf986c8ada474~mv2.jpg)
ANMELDELSER:
BOGBLOGGER.DK - CLAUS HENRIKSEN
Lars Thomassen leverer endnu engang en rigtig solid thriller bygget op af alle de rigtige elementer for, hvordan en historie skal holde dig fanget. Og ”Hviskende glansbilleder” holder mig virkelig fanget.
Vores ’Cold Case’-gruppe RET (Rejsende efterforskningsteam) er tilbage med endnu en sag. Men de skal lige slikke deres sår lidt. Iben Brahms er stadig ikke kommet sig helt efter den sidste sag, og de har mistet et medlem.
Til gengæld tager de den sag op, der fik Asger Hartvig til overhovedet at sige ja til at arbejde i RET. De skal finde den person, der for mange år siden myrdede hans datter. Samtidig er en ung mand i Vejle forsvundet. Ikke en sag, RET normalt ville kigge på. Men da de tilfældigt kommer til at høre om sagen, opdager de, at den måske trækker tråde langt tilbage i tiden.
Det er lidt svært at sammenligne Lars Thomassen med andre end Jussi Adler Olsen. De har begge lånt lidt ondskab af Jeffrey Deaver, men fordi det foregår i danske rammer, så kommer det hele lidt tættere på.
Og igen giver Thomassen plads til det spirende forhold mellem Iben og Asger, og det er en herlig rød tråd, der løber igennem bøgerne, uden at den får lov at fylde for meget.
Thomassen har en eminent sans for balance i sin fortælling, og den spændende hovedfortælling er en genistreg i sig selv. Jeg ved, den slags virker på mig, når jeg tydeligt kan sætte ansigter på de enkelte figurer. Og skulle nogen give sig i kast med at lave en filmserie af Alfabetserien, så tror jeg, succesen ville være ganske sikker. Selve forbrydelsen i de enkelte historier – ligesom hos Jussi – er af så atypisk og grov en karakter, at vi som læsere kommer ud af vores comfort zone, hvilket selvfølgelig gør os mere modtagelige overfor de sideløbende og lidt blødere fortællinger.
Det er rigtig godt skruet sammen, og når jeg læser sådan en bog, glæder jeg mig altid meget hurtigt til den næste.
GYSEREN.DK | JETTE HOLST
Iben Brahms er stadig sygemeldt efter begivenhederne i B – Se dig om ved alle døre i begyndelsen af tredje bind, så Mads Nørgaard fungerer midlertidigt som RET’s leder. Da der ikke er en aktuel sag, giver han grønt lys til, at afdelingen kan genåben sagen om Isabella Hartvig, Asgers datter, der blev dræbt i 2014. Før de finder nogle afgørende nye spor, dukker en anden sag dog op. Teamets computertekniker Belinda bliver kontaktet af en, som hun ofte spiller online computerspil med. En ung mand er forsvundet, og politiet har ikke gjort noget ved anmeldelsen. Kan Belinda gøre noget?
Da Belinda begynder at grave i sagen, viser det sig, at den unge mand ikke er den første, der er forsvundet i Vejle. Fem år før forsvandt en ung pige, og fem år før det forsvandt endnu en ung mand. Det eneste de tre har til fælles er, at de sidst blev set omkring Lindeallé. Kun sagen om den forsvundne pige blev undersøgt af politiet, som dog aldrig fandt nogle spor. Sagerne om de to unge mænd blev aldrig oprettet.
Med Iben tilbage bag roret retter teamet deres opmærksomhed mod de forsvundne unge. En sag, der vanskeliggøres af de mange år, der er gået, og af en vis mangel på samarbejdsvilje fra de forsvundnes familier. Hvad er der sket med de unge? Og er der overhovedet en sammenhæng mellem sagerne?
Lars Thomassen er kendt for at skrive skånselsløse og effektive krimier, og det lever C – Hviskende glansbilleder helt op til. Samtidig kommer vi også tættere på de to hovedpersoner, Iben og Asger. For Ibens vedkommende dukker en gammel flamme op med ubehagelige intentioner, mens Asger bliver konfronteret med fortiden, da hans far bliver indlagt.
Historien fortælles i korte kapitler med skiftende fortællere og enkelte spring i tiden. Her er masser af dialog, og sproget flyder godt. Tempoet er som altid højt, så som læser har man hele tiden lyst til at snuppe næste kapitel med for lige at finde ud af lidt mere. Og som altid er Thomassen ekspert i at øge spændingen med flere uforudsete drejninger af plottet undervejs.
Jeg har fulgt Lars Thomassen siden debuten Når månen titter gennem ruden, og hver gang overrasker han mig positivt. C – Hviskende glansbilleder er endnu en velskrevet og overraskende krimi fra hans hånd, og har du ikke læst ham endnu, har du et spændende forfatterskab til gode. Glæd dig.
LITTERATURHESTEN
Tredje bind i en serie. Kan han blive ved med at holde samme niveau som i de forrige? Ja! Det kan han. Jeg slugte simpelthen denne bog på ingen tid, det er simpelthen en perfekt sammensat krimi.
⭐⭐⭐⭐⭐/5
Ved første øjekast er plottet simpelt: En ung hjemløs mand forsvinder. Ingen tegn på noget kriminelt. Men, der er naturligvis absolut intet simpelt over det, når historien folder sig ud og vores hovedpersoner får dykket ned i sagen. Vi har med andre ord at gøre med en storslående og uigennemskuelig krimi med et gennemtænkt og modbydeligt plot.
For at gentage mig selv: Plottet var fuldstændig uigennemskueligt – jeg kunne godt fornemme, hvor det bar henad, men jeg kunne bare ikke regne ud, hvordan og hvorledes. Samtidig med at det egentlig gik stille og roligt, og vi kun fik serveret små detaljer ad gangen, så blev den simpelthen så nervepirrende og spændende at læse.
Iben og Asgers forhold udvikler sig, og der sker heldigvis mere for dem i denne bog. Jeg elsker at følge dem for de er bare ikke som alle andre. Jeg er godt nok spændt på, hvordan det kommer til at udvikle sig, for på en eller anden måde føler jeg, at de er lidt et umage par.
Heldigvis er dette en serie og heldigvis er der mange bogstaver i alfabetet, for denne serie må bare ikke slutte!
I juni udkom nr. 4 i serien D – Døden vinder altid og i august læste jeg, at Lars har skrevet første udkast til E færdigt 👏🤩. Har du ikke læst dem endnu? Så fortvivl ikke, du kan hurtigt nå at indhente det og være klar til E, for jeg lover dig, er du til krimier, vil du sluge disse bøger!
Tusind tak Lars for at sende mig bogen!
/Tanja
PS. bemærk forsiden, det er så smuk og så skræmmende på én gang
THECOZYDANE
En gådefuld og skræmmende krimi 😍
Dette er den tredje bog i alfabet-serien.
Min mening:
Intet er, hvad det ser ud til at være. Det gør bogen vildt uhyggeligt og helt vildt hjernevridende. Ligesom 2'eren havde denne også et vildt twist til sidst. Jeg elsker det! Fantastisk bog!
🤎🤎🤎🤎🤎/5 mulige herfra.