top of page

ANMELDELSER:

 

BOGFIDUSEN | CAMILLA LAUGESEN

Forfatter Lars Thomassen er her påbegyndt en ny krimiserie, med nye hovedpersoner og nye scenarier. Men som vanligt for denne forfatter, er handlingen lige noget for en garvet krimielsker. Det handler om en gammel forsvindingssag, og ja lad mig afsløre at søde Anita er ikke død. Hun bliver holdt fange i en kælder, og det er bestemt ikke et rart sted at være. Læseren bliver inviteret med ned i rædselskælderen, hvor Anita meget hurtigt lære at klarer sig selv på bedst vis. 

Lars Thomassen er efterhånden en dreven herre, hvad uhygge angår, og jeg må sige, de beskrivelser fra kælderen, er hårrejsende og tåkrummende læsning. Både psykisk og fysisk terror på højeste plan.

” A – Mørket lyver altid” er en rigtig god seriestart. Man får præsenteret hovedpersonerne, uden at man får det hele serveret, der skal jo være mystik til overs til de næste. Samtidig får man en handling med et plot der holder 100%. 

Hvis man elsker lidt gys her i sommervarmen, så skal man til boghandleren for at bestille denne her. Det er en historie der bliver siddende i kroppen længe efter endt læsning. 

5 UD AF 6 STJERNER

BOGBLOGGER.DK | CLAUS HENRIKSEN

Thomassen skriver flydende og spændende, og han bygger sin historie op som et hus, hvor hver mursten er vigtig for husets konstruktion. Sproget er godt og troværdigt, og faktisk er der meget levende dialog at glædes over. Det kræver alligevel noget at lave troværdig dialog mellem stridende fraskilte, kærlige bekendtskaber, lede kriminelle og følelsesramte kolleger.

Bogen er skruet sådan sammen, at der er nok spænding og virkelighed til at bære fortællingen. Med det mener jeg, at når der på forsiden af bogen under titlen står ’En Brahms & Hartvig krimi’, så er der bygget godt på til den næste. Vi får især indsigt i Asger Hartvigs liv, men hans tidligere kollega, Iben Brahms, som bærer konstellationens andet navn, kommer vi nok til at høre endnu mere om i Thomassens næste historie med det skæve og fængslende par.

Jeg kan kun på det varmeste anbefale bogen til dig, der godt kan lide krimier til den let morbide side. Men jeg vil også anbefale den til dig, der blot godt kan lide en god page-turner. Historien ruller fra stort set første side, og ved mere end en enkelt lejlighed fik jeg billeder frem af den unge Clarice Staling, der sidder på en stol foran Hannibal Lectors celle. Ja, fra ”Silence of the Lambs” (med den tåbelige danske titel ”Ondskabens øjne”). Plottet er noget, der får billeder frem fra film som denne, men også fra Jussi Adler Olsens ”Kvinden i buret” eller ”Flaskepost fra P”. Det er ondt, det her. Men det er godt formidlet. Og det er spændende. Og mon ikke der også er en lærestreg eller to til dem, der leder efter dem?

 

 

GYSEREN.DK | JETTE HOLST

A-Mørket lyver altid fortælles skiftevis i fortiden, og i månederne før COVID-19 rammer Danmark i 2020. Vi hører dels Anitas historie, og dels følger vi opklaringen af sagerne om skelettet i kælderen og Bastians forsvinden. Sideløbende hører vi mere om Asger, hvis privatliv er gået helt i hundene. Han er blevet skilt, har ikke god kontakt til sin søn, og så spiller han alle sine penge væk.

Men hans involvering i sagen om det gamle kranium bliver hans billet tilbage til politiet. Iben ansætter ham som konsulent i en nyoprettet enhed, Rejsende Efterforskningsteam, kaldet RET. Afdelingen skal være en form for rejsehold, der efterforsker de sager, der har stor mediebevågenhed, såsom drabssager, pædofili og de værste voldssager.

Jeg har tidligere læst Lars Thomassens Vesterlund-trilogi samt debuten Når månen titter gennem ruden, så jeg havde på forhånd visse forventninger. Dem lever A-Mørket lyver altid heldigvis op til.

Historien er grum og bringer mindelser til virkelige psykopater som Wolfgang Priklopil og Josef Fritzl. Så selvom sproget flyder let, kan det alligevel ind i mellem være svært at læse videre. Samtidig skaber de skiftende synsvinkler dog en løbende suspense, hvor man alligevel ikke kan slippe historien, fordi man må følge hvert nyt spor. Og ikke mindst fik jeg simpelthen lyst til at læse mere om de to hovedpersoner, Iben og Asger.

Som en ekstra bonus lader Thomassen et par tråde til de tidligere bøger flyde ind i fortællingen. Eksempelvis er Iben datter af Troels Brahms, politimanden fra novellen ‘Når månen titter gennem ruden’, mens Asger har lært den tidligere PET-agent og graver, Kaj Brøns fra Vesterlund-trilogien, at kende. Jeg synes personligt, det er sjovt, når forfattere kæder deres universer sammen, så længe det ikke føles påtaget. Og det gør det ikke her.

Er du til mørke krimier med ubehagelige hemmeligheder og interessante personer? Så er A-Mørket lyver altid et godt bud. Jeg ser i hvert fald allerede frem til næste bind i serien.

 

LÆSELYSTEN.DK| EUGÉNIE ELLEN MAAGE

Den tidligere politikommisær Asger "Aske" Hartvig tjener lidt ekstra til dagen og vejen som handyman.

Denne dag er han hyret til et job på Sundsgård, som de nye ejere er igang med at få renoveret.  Der skal lægges nyt gulv i en tilbygning til laden, men da Aske går i gang med at bryde det gamle gulv op, finder han en lem i gulvet. Om det er nysgerrighed eller "detektiven" i ham, ved han ikke, men han åbner lemmen, og her mødes han af synet af et skelet, der ligger på gulvet i, hvad der ligner et beskyttelsesrum.

For over 30 år siden forsvandt 2 unge piger. Sporet efter dem endte blindt, men i kælderen finder politiets teknikere DNA spor, der med stor sandsynlighed kan være fra dem. 

Askes tidligere kollega og mangeårige ven, Iben Brahms, sættes på sagen. Hun er efterforskningsleder i det nyoprettede Rejsende Efterforskningsteam, RET. Iben får overtalt Aske til at starte i politiet igen som konsulent for RET. Og da et drabsoffer findes ved en legeplads med samme DNA-spor som i kælderen, viser det sig, at være en god idé. 

Fra side 1 var jeg klar over, at jeg ikke kunne slippe bogen. Tryllebundet i den gys og gru der udspiller sig i handlingen, blev jeg siddende i sofaen i 5 timer og læste. 
Plot og delplot kædes fantastisk godt sammen, og slutningen er uforudsigelig.

Det er en krimi om "en ulv i fåreklæder", om forældre- og kønsroller og om Isabella. 

Og nu tænker du, hvem er Isabella ? Det syntes jeg, du skal læse selv. 

Men du skal have lidt "is i maven", især hvis du er mand.

SPOILER: Tankerne ledets hen mod Elisabeth Fritzl og Natascha Kampuch sagerne. Elisabeth, hvis far holdt hende fangen i 24 år, og hvem hun fik 7 børn med.

 

På skalaen 1-5,

giver jeg 5⭐

JYDSKE VESTKYSTEN

Anmeldelse: Jeg er en stor krimifan, men jeg må blankt erkende, at jeg ikke har læst den lokale forfatter, Lars Thomassen fra Billunds første tre kriminalromaner, Vesterlund-Trilogien. Jeg har set nogle anmeldelser, og det så ikke ud til at være bøger for sarte sjæle.

Men nu fik jeg mulighed for at stige på Thomassens nye serie, Alfabetserien, hvor første bind, ”Mørket lyver altid”, udkom i 2022. Den foregår i Fredericia-området, hvor vi møder politikommissær Iben Brahms, der er i gang med at samle folk til sit nye rejsehold, Rejseholdets Efterforskningsteam, RET. På det hold kommer også hendes barndomsven, den tidligere politibetjent, Asger Hartvig, der har store problemer med ludomani og økonomi, og så kan han ikke komme over sin lille datters død.

Parret får i første bind opklaret en 37 år gammel sag om en forsvundet pige, og det er tæt på at koste Asger Hartvig og en kollega livet.

Bogen blev læst med lynets hast, og jeg er ikke bleg for at kalde Lars Thomassen for lidt af gysets mester. Den første bog var dæleme svær at lægge fra sig, så jeg glædede mig ustyrligt til at komme i gang med den nye bog i serien, ”Se dig om ved alle døre”, som udkommer mandag den 19. juni.


KRIMIORMEN

”A-Mørket lyver altid” er forfatterens 1. bind af hans serie med Iben Brahms og Asger Hartvig i hovedrollen. Iben Brahms er Politikommissær og har lige fået tilsagn om, at blive leder af en ny afdeling. Ibens mangeårige ven Asger Hartvig, vil hun gerne ansætte som konsulent og håber på, at Asger får sin daglige gang i afdelingen.

Asger er tidligere Betjent, men har arbejdet som alt-muligt-mand de seneste år. Folk kan simpelthen engagere Asger som mand-med-bil til diverse forefaldende opgaver. Selve historien begynder i 1983 hvor den 15-årige Anita bliver bortført af en mand.

Han gemmer Anita i kælderen på sin gård, hvor hun tilbringer de næste mange år til mandens seksuelle fornøjelse. Han tager en masse billeder af sit offer under seancerne. Anita har ikke en chance for at slippe ud af hans klør. Anita havde et trygt liv hjemme hos forældrene, men hendes tryghed er for altid slut og hun er prisgivet den ulækre og ildelugtende mand.

”A-Mørket lyver altid” veksler imellem Anitas historie, efterforskerne i Iben Brahms afdeling og Asker Hartvigs daglige liv. Vi møder Bastian Mikkelsen, der har haft en hård nat. Hans kone Vinnie har været oppe 2 gange hos deres datter Emmelie.

Om morgenen er reservenøglen til bilen væk og Bastian tror, at det er Vinnie der har taget den. Da Bastian endelig når ud og sætter sig i bilen, mærker han et stik i nakken og Bastians mareridt begynder for alvor. Asger er blevet bedt om at tømme en lade for mursten, da han opdager en lem i gulvet under stenene.

Under lemmen ser det ud som om, nogen har boet dernede. Faktisk virker det, som om, at der er en hel lille lejlighed under gulvet. I rummet finder Asger også et meget gammelt lig. Liget har sikkert ligget der, siden før gulvet i laden blev lagt.

Da Asger tidligere har været ansat ved politiet, så ved han godt hvad politiet vil gøre ved findestedet. Asger orker næsten ikke al virakken. Asger ved også, at han ikke bør røre ved noget, men kan alligevel ikke lade være. På jorden ligger der en LEGO Ghostbusters bil.

Asger er selv født i 1981 og kender godt LEGO-modellen. Asger ender med at kontakte politiet om fundet. Asgers ekskone Eva kontakter ham. Hun har store problemer med deres søn Oliver og vil have Asger til at tage en snak med sønnen.

Politikommissær Iben Brahms besøger jævnligt Asger. Hvad Asger ikke ved er at, Iben altid har haft et godt øje til Asger, men aldrig har afsløret sine følelser overfor Asger. ”A-Mørket lyver altid” er en fantastisk fængslende, dramatisk og uhyggelig historie om et menneskes forfald.

Et menneske der er blevet ødelagt fra den dag, det første åndedræt blev taget. Plottet i ”A-Mørket lyver altid” er fantastisk godt tænkt og jeg må indrømme, at jeg blev taget på sengen over det genialt udtænkte plot. Det havde jeg ikke set komme.

”A-Mørket lyver altid” er absolut en krimi i allerhøjeste klasse, der evner at fastholde læseren i yderste spænding til sidste side. Jeg ser, allerede nu, frem til 2. bind af denne fantastiske serie om vennerne Iben Brahms og Asger Hartvig.

Vurdering: 5/6 Roser.

LEKTØRUDTALELSE

En hæsblæsende krimi, der virkelig er svær at lægge fra sig. Det lykkes forfatteren rigtig godt at balancere rundt i et komplekst plot

KRIMISPOT

Hvorfor har jeg ikke opdaget den her bog og forfatter noget før? 
Jeg startede på bogen i går aftes, og der er en grund til, at jeg allerede her til eftermiddag kan skrive og anbefale bogen; det var simpelthen umuligt for mig at stoppe med at lytte til den, da den var virkelig spændende. Jeg er helt vild med hovedpersonen Asger (måske fordi han hedder det samme som min søde nevø 😍), selvom han har sine dæmoner at kæmpe med. Han mistede bl.a. sin datter, da hun var kun 7 år gammel, og hans søn bliver rodet ud i nogle problemer, som Asger i løbet af bogen prøver at løse, imens han også vender tilbage til politiet efter at have arbejdet som håndværker i en årrække. Selve mordet der bliver begået i bogen er ikke som sådan uhyggeligt, men det er omstændighederne omkring det. Samtidig med at man følger Asgers og hans kollegaers forsøg på at opklare mordet, kommer man også tilbage i tiden, hvor man følger en ung pige der er blevet taget til fange af en grum mand og lever i en fangekælder, imens hun bliver misbrugt og mishandlet. Trådene bliver selvfølgelig sat sammen til sidst i bogen med et spændende plottvist der i den grad efterlod mig måbende tilbage.
Jeg kan i den grad anbefale at læse denne bog, hvis du godt kan lide krimier der er en smule grumme og med et godt plottvist. Der er også en grund til at bogen har scoret 4,4 på @mofibo. Jeg er allerede gået igang med den næste i serien: “B - Se dig om ved alle døre”. 

FRU THULSTRUP

Det er den første bog jeg læser af forfatteren Lars Thomassen – og det tror jeg er en kæmpe fejl. For er du svimmel en god bog. Fordi bogen er den første jeg læser af Lars Thomassen havde jeg ingen forventninger, men jeg blev hurtig positivt begejstret, for allerede på første side er du, eller rettere sagt, blev jeg fanget ind i historien. Handlingen foregår i flere spor og i flere forskellige årstal. Man ved, som garvet læser, at de forskellige spor vil mødes til slut, men denne kulmination af en afslutning, havde jeg ikke set komme. Plottet twister fantastisk undervejs og korte kapitler og cliffhangers er med til, at man jager igennem bogen. Det der med, at siderne vender sig selv, er det helt rigtige udtryk, her. For her er rigeligt med uhygge, hemmelige steder, klamme personligheder og selvfølgelig intelligente betjente. Alt i alt et sammenkog af det, der giver en vellykket krimi.

Man er hurtigt draget ind i universet og præsenteres for de vigtigste personer, flere personer kommer til, men det bliver aldrig uoverskueligt. Handlingen holder læseren til ilden og tillader at man gætter med på gåderne. Der er scener, man nærmest ikke har lyst til at læse, da de er så forbandet fyldt med både fysisk og psykisk ondskab, men vi læser alligevel – for vi elsker vild krimi! Det er spændende, og lover godt for næste bind i serien, for selvfølgelig sluttes bogen med en kæmpe cliffhanger…

Det er mørkt, det er ubehageligt og det er fedt…

Bogen får 5 (af 6) lakridspiber

BOOKBESTIESDK

Magen til nervepirrende thriller, skal man lede længe efter! ’Mørket lyver altid’ er en af den slags bøger, hvor du bliver fuldkommen opslugt af historien og ikke trækker vejret normalt, før sidste side er vendt. Bogen er den første i en serie med politikommissær Iben Brahms og tidligere politimand Asger Hartvig.
Jeg havde ikke læst en bog af Lars Thomassen før jeg gik i gang med denne første bog i Alfabetserien, og jeg kan med garanti sige, at jeg med det samme vil kaste mig over den næste bog i serien. Vi får både et knivskarpt og velkomponeret overraskende plot sammen med interessante karakterer, jeg har lyst til at lære bedre at kende. Det bliver simpelthen ikke bedre end det. 

 

MULLESBOGBLOG
Jeg har ikke læst noget af forfatteren før. Jeg har fået forfatteren anbefalet nogle gange efterhånden så jeg glæder mig så meget til at skulle læse noget.
Vurdering:
Allerede inden for relativt få sider, kunne jeg mærke at der er noget, i denne bog som giver mig en nysgerrighed på endnu mere. Der er lagt nogle temaer ind i lag, hvilket er et kæmpe plus og man kan fornemme at der er noget som skal kigges lidt mere på. Selve historien er skrevet i godt og nemt læseligt sprog, kombineret af godt med billedsprog. Jeg kan helt klart se noget i karakterne som gør et indtryk på mig. Flowet i bogen er svingene i forhold til hvordan scenerne er skrevet.
Jeg giver 4 hjerter ud 6 hjerter, fordi jeg fik en okay læseoplevelse og den kunne et eller andet, men der var steder hvor jeg synes at den var for langtrukken og det ødelagde lidt for mig.
♥️♥️♥️♥️

FINDALS KRIMISIDE

A ”Mørket lyver altid” er den første bog i ”Alfabetserien” også kaldet ”En Brahms og Hartvig Krimi”.

Det er den første krimi, jeg har læst af Lars Thomassen, og det bliver bestemt ikke den sidste.

Den foregår i og omkring Fredericia.

Det er virkelig et brag af en krimi. Den er spændende, den er uhyggelig, den er modby­delig, den er tankevækkende, den er overraskende og måske i visse tilfælde ikke helt realistisk.

Man møder mange virkelig mange interessante og forskellige typer af personer. De spæn­der lige fra folk, som folk er flest, til personer, som virkelig har noget at kæmpe med i hver­dagen. Ja, og så er der dem, der færdes blandt disse personer, og som viser sig at være personer af allerværste slags, og som ikke har problemer med at slå folk ihjel.

Hovedpersonen – altmuligmand og forhenværende politibetjent Asger Hartvig – er en meget interessant person at følge. Selv om han nu knokler med fysisk arbejde, har han bestemt ikke glemt sin tid som betjent. Det viser sig, da han finder et skelet i et skjult kælderrum, hvor han arbejder med renovering.

Sammen med politikommissær Iben Brahms – hans bedste ven og tidligere kollega –   forsøger han at finde ud af, hvorfor skelettet er havnet i kælderen.

En sag med en forsvunden ægte­mand støder også til.

En af årsagerne til, at Asger Hartvig i sin tidstoppede ved politiet, var bl.a. de traumer, han fik, da hans egen mindreårige datter blev fundet dræbt. Drabsmanden blev aldrig fundet.

Efterforskningen bliver mere og mere intens, og Asger bliver officielt tilknyttet efterforsk­ningen som konsulent og bliver også tilbudt enkommende stilling i den enhed, som er en slags efterfølger til det nedlagte Rejsehold, nemlig i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi – og anklagemyndighed er samlet.

I tilknytning til NSK finder man også Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC), hvor

lan­­­­dets politikredse kan bede om hjælp fra kriminalteknikere, når de har sager af meget alvorlig karakter, som fx drab, voldtægt, skyderier og påsatte brande.

I bogen placeres denne enhed i Ejby ved Middelfart. Det er ikke korrekt. Enhedenligger i Ejby ved Glostrup.

Under læsningen kunne jeg ikke undgå komme til at tænke på Natascha Kampusch.

I ”Mørket lyver altid” er der fart og tempo fra første til sidste side. En gedigen pageturner Man overraskes gang på gang, og så er der i øvrigt også plads til en kærlighedshistorie af den ikke helt gængse slags.

4 krimihjerter af 5

GULLBERGS BOGREOL

Dette er første bog i serien og den kommer godt fra start. Den er intens i sin opbygning og har en god spændingskurve. Der er ikke sparet på detaljerne, og det kan jeg rigtig godt lide. Sproget er fantastisk lækkert og plottet holder hele vejen igennem. Og så er der selvfølgelig lige en god cliffhanger at slutte bogen med.
Bogen får ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ af 6

STEEN LANGSTRUP

Jeg har fulgt Lars Thomassen, fra før han overhovedet fik noget udgivet. For snart mange år siden sendte han en enkelt novelle til mig, og jeg gav ham lidt feedback, og et par råd fra tid til anden lige siden. De sidste år har Lars haft vind i sejlene på en måde, mange af os andre kun kan drømme om. Det har været fascinerende at være vidne til - især fordi Lars er kommet uden om den etablerede bogbranche og har alligevel samlet en imponerende skare af trofaste læsere.

Jeg selv havde så ikke fået læst med siden hans romandebut, mest af alt fordi Lars skriver alt for tykke bøger. Jeg mister let pusten bare at kigge på en tyk bog. Men tidligere i år tog jeg mig sammen og bestilte første bind i hans Alfabetserie på biblioteket, vel vidende at jeg nok ikke ville komme igennem den. Det gjorde jeg, skal jeg lige love for. Det tog kun et par dage. Og nu forstår jeg sagtens, hvorfor Lars har fået så mange læsere.

Det er ganske enkelt effektiv spænding. Pageturner er et ord, jeg sjældent bruger, men her er det velvalgt. Er man ude efter nogle timers hæsblæsende underholdning, lidt som en amerikansk actionfilm, fuld fart derudad, lukkede øjne og håret tilbage, så er Lars Thomassen måske et forsøg værd.

AMELIES BOKHÖRNA

Vill du läsa en riktig bra Kriminaldeckare i danskmiljö som är fylld med spänning, blir mer spännande ju längre in i bilen du kommer, välskriven, polisarbete i sitt Esse och boken tycker jag liknar Beck-filmerna. Längtar redan efter nästa del!

⭐⭐⭐⭐⭐ Av fem möjliga

CAMILLAS_BOKTIPS

Jag blev tillfrågad av @lytteraturdk om jag skulle kunna tänka mig att lyssna på Mörkret ljuger alltid och därefter recensera den. Jag är i sedan tidigare svag för danska författare och Fredde Granberg som undrar uppläsare av ljudböcker så svaret var självklart ja.

Huvudrollsinnehavaren och den föredetta polisen Asger Hartvig har sedan dottern Isabellas död dragit sig undan och försörjer sig nu genom att lägga golv och andra lättare snickaruppdrag. Det är just ute på ett golvläggaruppdrag som Asger gör en förvånad upptäckt, under golvbrädorna ligger ett kranium. Asgers tidigare kollega och nära vän Iben Brahms får fallet på sitt bord. Hon har blivit ombedd att starta upp ett nytt ”rejsehold”, en mobil polisgrupp som utreder fall över hela Danmark. Hon vill att Asger ska gå med i den gruppen, på kosultbasis mot att han får fortsätta utreda Isabellas död.
Grävandet i fallet med kraniet avslöjar en brutal verklighet för en kvinna och hennes barn som hållits fångna under lång tid. Vem tillhörde kraniet ? Och vem är den person som uppenbarligen är ute efter hämnd och som sätter Ibens team i fara?

Samtidigt kämpar Asger med att återupprätta relationen med sonen Oliver som hamnat i knipa och påminns själv om att han har en hel del egna problem att ta i tu med.

Mörkret ljuger aldrig är en välskriven spänningsroman med högt tempo och tvära kast vilket gör att man som läsare inte riktigt vet vilken vändning historien ska tas. Fredde Granberg får genom sin uppläsning boken att komma helt till sin rätta. Detta är den första delen i Thomassens serie Alfabetsserien och ytterligare två delar finns redan i Danmark och jag ser framemot att de finns tillgängliga för svenska lyssnare/läsare.

bottom of page