ANMELDELSER:

​

BL.A FYNS STIFTSTIDENDE -  ARNE MARIAGER

Arne anbefaler: Guldvinder i ondskab

Lars Thomassens anden krimi om den forrykte seriemorder Ditlev Rosenkilde er en grænseoverskridende fortælling.

​

Bøger: Der er langt mellem bøger som Lars Thomassens nye krimi "Lad de døde begrave de døde". Og det gør ikke noget. Det er bøger, man ikke skal læse for mange af, hvis man vil bevare det gode humør og den rolige nattesøvn. I hele den enorme stak af krimier, der hvert år sendes ud på det danske bogmarked, er der ikke én eneste, der kan matche Thomassens roman i ondskab.

"Lad de døde begrave de døde" er ikke en hygge-krimi. Der er ikke noget piberygende detektiv-romantik eller småkagespisende superdetektiver foran pejsen. Det er en rendyrket thriller, og forfatteren fortsætter den chok-fortælling, han startede i sin første krimi "Han kender det, som er i mørket". En højt begavet, men komplet vanvittig morder, der slår ofrene ihjel - og udstopper dem. Ikke af ondskab, men for at kunne være tæt på dem - for at kunne bevare sin familie. Men på en måde, så disse mennesker er mere sympatiske end i levende live. (Der skal nok være læsere, som finder dette tankevækkende ...).

I den første roman lykkes det Thomassens anden hovedperson, den pensionerede politimand Kaj Brønds, at nedkæmpe morderen. Men nu viser det sig, at morderen overlevede dette opgør.

Helten der skal tisse

I "Lad de døde begrave de døde" vender seriemorderen Ditlev Rosenkilde tilbage. Med en ny identitet, men med samme mentalitet, og der er gode grunde til, at både Kaj Brønds og hans tidligere venindes søn lever skjult. Men ikke skjult nok. Ditlev Rosenkilde er vanskelig at narre. Der er tale om lidt af en murstensroman på over langt over 400 sider, men det må medgives forfatteren, at læsningen går hurtigt. For man MÅ videre i den rædselsfulde historie.

Det et ikke en roman, man tager med i seng hver aften i en uge for at læse et par hyggelige kapitler, inden søvnen melder sig. For mit vedkommende var det en roman, jeg læste stort set i et stræk under en skarp lampe. Og hver gang, jeg gik ud for at hente mere kaffe, sagde jeg til mig selv: Hvordan pokker finder man på sådan en historie?

Spørgsmålet bliver ikke lettere at besvare, når man ved, at Lars Thomassen bor i Billund, er grafiker på den lokale ugeavis og kendt som en hyggelig og elskværdig mand. Det er han ikke, når han skriver. Men han er fuld af fantasi. Ikke bare når blodet skal flyde. Men også i skabelsen af et persongalleri. Hvem andre har skabt en hovedperson, en pensioneret politimand, der har problemer med at holde på urinen? Det gør det ikke lettere at uskadeliggøre en morder, når man hele tiden skal tisse.

"Lad de døde begrave de døde" er en kold, spændingsfyldt thriller, og selv om bogen er omfangsrig, rummer den så mange spændings-kurver, at der hele tiden sker noget. Godt konstrueret og originalt tænkt. en anke er, at den er en anelse ordinær på det sproglige plan.

​

RANDI GLENSBO - BOGBLOGGER

Lad de døde begrave de døde er andet bind i Vesterlund-trilogien.

Af hensyn til dem, der endnu ikke har læst første bind i trilogien, Han kender det som er i mørket, vil jeg ikke fortælle for meget om handlingen i bind to. Jeg vil jo nødig risikere, at nye læsere af serien får spoleret læseoplevelsen.

Men jeg kan i hvert fald fortælle, at læseren igen møder den pensionerede politimand Kaj Brønds og Jake Vesterlund, som vi lærte at kende i seriens første bind. Der er gået et år, siden vi hørte om dem sidst, og de lever stadigvæk i skjul af frygt for seriemorderen Ditlev Rosenkilde, der stadig er på fri fod og angiveligt er ude efter dem.

Lars Thomassen skriver i et herligt uhøjtideligt sprog og har en skøn humor. Hans fantasi fejler efter alt at dømme heller ikke det mindste. Her i trilogiens andet bind giver han den rigtig gas, og måske stikker det en anelse af for ham. I hvert fald er romanen spækket med udspekulerede detaljer og vilde overraskelser. Historien er måske ikke voldsomt realistisk, men den er godt nok underholdende. Og så er den sjov. Så kan man næsten ikke forlange mere.

Så har du lyst til at læse en krimi, der er både spændende, underholdende og sjov, så tøv ikke med at kaste dig over de første to bind af Vesterlund-trilogien. Jeg glæder mig allerede til at læse tredje bind.

 

​

DORTHE J. THORSEN-DANMARKSBLOGGEN.DK

”Lad de døde begrave de døde” er anden del af en planlagt trilogi skrevet af Lars Thomassen, som startede med “Han kender det som er i mørket”, der udkom for et par år siden, og som med rette blev anmelderrost.

Og nu er anden del så udkommet. Den hedder ”Lad de døde begrave de døde”, og er ligeså mørk og dyster og nervepirrende som første del. Altså også en god krimi – og ligesom første del velegnet til dem, der kan lide at gå i dybden med personer og handling.

For begge bøger er det, som vi i sidste årtusind kaldte murstensromaner med sidetal på den gode side af 450 sider for denne anden del – og første del er endnu længere.

Så sæt endelig en weekend eller ferie af – eller læs bøgerne på vej til og fra arbejde, hvis De er så heldig at være en af dem, der har tid til Dem selv i toget eller bussen hver morgen og hver eftermiddag.

Det må dog være på plads med en advarsel. For man risikerer ikke at komme af på rette tid og rette sted, da man hurtigt hvirvles ind i det velskrevne univers af menneskers angst og mørke, som foldes ud.

Jeg kan ikke røbe noget af plottet eller handlingen i anden del uden at give første del væk. Så jeg vil blot konstatere, at flere af personerne fra første del af trilogien vender tilbage i anden del, og at de ligesom os andre sjældent forandrer sig ret meget psykologisk set, selvom deres livsvilkår kan være fundamentalt anderledes.

Jeg vil dog gerne sige, at handlingen i den første bog foregår på Langeland, hvor den anden bog har Billunds-området som lokalitet.

En af de iøjnefaldende aspekter ved begge bøger er det religiøse aspekt. Man fornemmer, at forfatteren har et kendskab til folkekirken, der går udover at være en almindelig dansk kulturkristen, som kommer i kirken til jul, dåb, konfirmation, bryllup og begravelse – og så ellers ikke går til gudstjeneste.

Dét styrker fortællingen, at kristendommen bliver hverdag, endda vældig meget hverdag – og ikke blot noget højtideligt og fjernt, men noget som sætter handlingerne og personerne i perspektiv.

For nok kan troen være anledning til strid, men de største kampe er dog dem mellem mennesker, mellem lyset og mørket – også indimellem inde i det enkelte menneske, og dén strid mellem det gode og det onde, mellem den velmenende vilje og de manglende evner hos os svage mennesker, som beskrives så fint i disse to første bøger af Lars Thomassens trilogi. Godt pakket ind i dén ramme af horror og krimi, som er bøgernes velskrevne motor.

Igen kan det beskrives bibelsk: Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt, som det hedder hos Matthæus, kapitel 26, vers 41. På nutidsdansk ville vi nok i stedet sige: Ja, jeg ville SÅ gerne, men jeg orker det desværre ikke.

Og fordi vi hverdagsmennesker ikke orker at være hverken særlig gode eller særlig helteagtige i den danske nutidsvirkelighed, som bøgerne foregår i, så får ondskaben netop frit løb.

Og den orker, så vi får hele paletten fra kidnapning til drab, og Lars Thomassen lægger ikke fingrene imellem, når menneskets ondskab og ufattelige fantasi udi at være bestialsk skal beskrives. Han nærmest dvæler ved ondskaben og ved den naturlighed, som ondskaben selv udfører sit hverv ved.

Små ord, små sætninger, som spidder det mørke på plads – og gør det direkte ubehageligt at læse bogen, også fordi man selv danner billeder, der ætser sig fast på nethinden – selvom bøgerne pånær nogle meget fantasifulde og nærmest kunstneriske forsider er uden illustrationer.

Danmarksbloggen anbefaler begge bøger – og giver dem hver især fem ud af seks iskolde gyser-syle, som dem man mentalt rammes af undervejs i læsningen.

 

JETTE HOLST | GYSEREN.DK

Jake Vesterlund har med nød og næppe overlevet sit møde med seriemorderen Ditlev Rosenkilde. Hans mor, præsten Margit, var ikke lige så heldig. Nu skjuler Jake sig sammen med sin ven, den pensionerede betjent Kaj Brønds, i Billund hos Kajs tidligere kollega Adriana Hansen. For Ditlev er stadig på fri fod, og så længe han er det, er Jake i fare.

Efter måneders stilhed brydes roen i skjulestedet pludselig af mordet på menighedsrådsformanden fra Margits kirke. Drabsmetoden lader ingen i tvivl om, at gerningsmanden er Ditlev Rosenkilde – eller dukkehusmorderen som medierne kalder ham.

Selvom Jake ikke ligefrem begræder menighedsrådsformandens død, så tærer det på ham at vide, at folk bliver slået ihjel pga. ham. Derfor er han ikke sen til at gå med på politiets plan om at bruge ham selv som lokkemad for at fange Ditlev. Han ønsker at få afsluttet sagen og komme videre. Ikke mindst efter at han har mødt den jævnaldrene Katarina, som han er nødt til at lyve for og holde på afstand, så længe han lever under jorden.

Men politiets plan går ikke som planlagt, og pludselig er Jake mere alene end nogensinde før.

Lad de døde begrave de døde er anden del i Lars Thomassens Vesterlund-trilogi, og jeg må hellere starte med at fortælle, at jeg ikke kan være helt upartisk i min anmeldelse. Jeg kender forfatteren en smule, og opdagede til min store benovelse, at mit navn er at finde blandt taksigelserne. Da jeg ikke har været involveret i arbejdet med denne roman, føler jeg dog, at jeg alligevel kan skrive om den her på siden. For jeg kan med god samvittighed sige, at alle thriller-elskere bør kende Lars Thomassen.

Historien starter umiddelbart efter slutningen af Han kender det som er i mørket. Selvom jeg vil anbefale, at man læser bind et først, så samler Lad de døde begrave de døde dog elegant op på de tidligere begivenheder, så det ikke er et problem at følge med. Det er dog en god idé at læse opmærksomt, for som i første bind er plottet ikke enkelt.

Thomassen er en mester i at flette mange forskellige plots ind i en overordnet tråd, og det gør han også her. Vi følger naturligvis hovedplottet om Jake og Kaj Brønds, men hører også om en lokal rockerbande, om Jakes nyfundne onkel og om den nærmest sagnomspundne Onkel fra den kriminelle underverden. De mange plottråde vikler sig ind og ud af hinanden, så spændingen nærmest er konstant. Og naturligvis har Thomassen styr på sin fortælling, så alt hænger sammen til slut.

Jeg var godt underholdt af Lad de døde begrave de døde. Thomassen skruer på de store knapper i historien, som med sin geniale seriemorder og action fra første side næsten føles amerikansk. Midt i spændingen bliver der dog også tid til lidt smil. Specielt en væddeløbsscene på Billund travbane fik mig til at grine højt midt i al dramaet.

Skal jeg drysse lidt malurt i bægeret, føles sproget til tider en smule omstændelig. Et lidt skarpere sprog ville også betyde en let stramning af længden og dermed en endnu mere intens læseoplevelse. Jeg er dog lidt en pernittengryn i den henseende, så det er bare min smag.

Alt i alt er Lad de døde begrave de døde absolut værd at læse, hvis du holder af spændende thrillers. Og så slutter Lars Thomassen endnu engang sin historie med en gysende cliffhanger – og en kæmpe overraskelse! Forhåbentlig er bind tre snart klar …

 

BOGFIDUSEN

Ditlev Rosenkilde er flygtet med prædikatet ” Danmarks værste massemorder” klæbende til sig. Voldsomt såret, men med troen på at den ultimative plan nok skal lykkedes, i behold.

Efter afsløringen af hans “dukkehus” hvor alle hans familiemedlemmer var samlet, positioneret som udstoppede dukker rundt omkring i hans kælder, er jagten på psykopaten nu gået ind. 

Efterhånden som alle de lig, han havde udstillet i sin kælder blev frigivet til begravelse, blev de i nattens mulm og mørke gravet op igen og hvorefter de forsvinder sporløst. 

Kommisær Gabriella Burgendorff er den eneste der kender til opholdsted og det nye alias, på det sidste medlem af Ditlevs familie, nevøen Jake. Han er blevet gemt godt af vejen, og bor sammen med den tidligere PET-agent Kaj Brønds i Billund. 

Der er en overhængende fare for at Ditlev går med planer om at indlemme Jake i sin makabre samling – i udstoppet tilstand. Samtidig har Kaj Brønds og Ditlev et lille mellemværende, og det er ikke helt afgjort endnu, hvem af dem der er stærkest/mest stædig. 

Jake bruger det meste af sin tid på computerspil, og som teenagerdreng er det jo nærmest en drømmetilværelse, men selv Counter-Strike bliver kedeligt i længden. 

På en chat finder han en sød pige at skrive sammen med – Katarina. Efter kort tid bliver deres kontakt mere intim og nærmest daglig. Jake er dog på vagt og lyver som sin sande identitet for ikke at risikere sin egen sikkerhed. En dag spørger Katarina om de evt en dag skulle ses… Jake bliver nysgerrig, stikker af fra sine bodyguards og mødes med hende. Hun er simpelthen alt det Jake lige har brug for og drengen falder med et brag.

 

En forelsket teenager, en psykopatisk seriemorder og en forhenværende PET agent er nogen af de ingredienserne i denne intense krimi, skrevet af Lars Thommasen. Det er en opfølger til “Han Kender Det Som Er i Mørket” der kom sidste år.  Forfatteren er i skrivende stund igang med at skrive afslutningen. Samlet hedder serien “Vesterlund-trilogien”

Det kan naturligvis være en fordel at have læst den første roman i serien- men det er et stykke tid siden at ut gjorde det og havde ingen problemer med at følge handlingen i denne del af serien. 

Lars Thomassen er kendt for at skabe de mest psykopatiske gerningsmænd, uden hæmninger af nogen art – og det bliver man ikke skånet for i denne heller. Ditlev Rosenkilde er bestemt ikke en person, man glemmer lige med det samme. Men oveni det bliver handlingen ligeledes krydret med antihelte af forskellig slags. Kaj Brønds, en pensionist med inkontinens-problemer – en onkel der mest af alt ligner en bleg kontormand, med spaghetti-arme og øl-mave.

Men alt i alt spiller de alle en vigtig rolle for hovedpersonen, Jake. En teenager med sine helt egne problemer. Han er nødt til at leve i skjul, ellers kan det koste ham livet – svært at styre når man har fundet en sød pige – der ovenikøbet gengælder interessen.

Alt i alt, et fængslende univers man bevæger sig ind i, når man læser “Lad de døde begrave de døde” – den eneste malurt der er i bægeret er, at den er meget omfattende – 460 sider – der kunne godt have været trimmet lidt hist og her uden at det havde gjort læseoplevelsen ringere. 

Bestemt en spændende bog – og naturligvis, som vi snart er vandt til fra forfatterens side, er der nu lagt op til et bind 3 med den ultimative afslutning. Han har leveret en “Cliffhanger” der får læseren til at sidde med den der “sunde” mavefornemmelse – ihhh-altså… Så skal vi vente igen, igen…

Det bliver svært at  væbne sig med tilstrækkelig tålmodighed, før man kan få afslutningen på denne krimiserie som enhver der elsker en god historie bør give sig i kast med. Plottet, personerne og selve historien er af en art der bliver i tankerne et stykket tid efter endt læsning.

​

LONE PEDERSEN - KRIMISIDEN.DK

Historien starter et år efter Ditlev Rosenkilde myrdede hele sin familie og præsten Margit Vesterlund og alle blev omdannet til dukker i morderens syge hoved. Siden da har Margits søn Jake og vennen, Kaj Brønds, gemt sig for Ditlev. For han giver ikke op før han har fået fingre i alle sine familiemedlemmer og her mangler han Jake.

Kaj og Jake har gemt sig hos en god ven i Billund og det er her historien for alvor tager fart. Jake og Kaj er ved at være trætte af at være spærret inden døgnet rundt. De og begynder at planlægge hvordan de kan slippe ud uden Ditlev vil være i hælene på dem konstant.
Samtidig er den computerspillende Jake blevet forelsket i en spilleveninde han har mødt på nettet. Han vil mødes med hende og sniger sig derfor ud af huset. Men kan man have en kæreste i det skjulte og samtidig have en morder i hælene?

Det får Kaj, Andy og Adriana til at foreslå Jake en farlig plan: At bruge Jake som lokkemad til at få Ditlev til at blotte sig. 
Planen sættes i værk, men der er uventede spillere i planen. Det kommer til et stort opgør 

Som i den forrige bog i serien, er der højt tempo. Grumme mordmetoder, groteske karaterer og store slagsmål. Alt sammen i højt tempo så du som læser bare flyver gennem bogen. Der er groteske situationer, og antihelte som Kaj Brønds eller onkel Martin der prøver at komme Jake til undsætning flere gange. 

Bogen slutter en en cliffhanger som gør jeg næsten ikke kan vente på sidste bind i trilogien!

​

KIRMICIRKLEN.DK FINN HANSEN
I den 561 sider Han Kender Det Som Er I Mørket – Var starten på Vesterlund trilogien. Nu ligger det næste bind klar med titlen Lad De Døde Begrave De døde. En mursten 461 Sider. Den starter med at Ditlev Rosenkilde er flygtet med prædikatet ”Danmarks værste massemorder” hængende på sig. Han er voldsomt såret, men med troen på at den ultimative plan nok skal lykkedes, i behold.
Efter afsløringen af hans perverse “dukkehus” hvor alle hans familie-medlemmer var samlet, som bizarre udstoppede dukker rundt omkring i hans kælder, fortsættes jagten på psykopaten.
Efterhånden som alle de lig, han havde udstillet i sin kælder blev frigivet til begravelse, bliver de i nattens mulm og mørke gravet op igen og hvorefter de forsvinder sporløst.
Kommisær Gabriella Bergendorff er den eneste person der kendskab til opholdstedet og det nye alias, samt på det sidste medlem af Ditlevs familie, nevøen Jake. Han er blevet gemt godt af vejen, og bor sammen med den tidligere PET-agent Kaj Brønds i Billund.
Selv om undertegnede er ved at være træt af bøger der absolut skal være på 500 sider. Men må bøje mig i støvet og sige der var solid underholdning fra a til z. Det bliver dog spændende at se om trilogien kan holde til endnu en mursten. Men plot og persongalleriet er godt i toeren
5 diamanter ud af 5

​